BARNET
1. FORLADTHEDEN
Tårne af ubegribelig størrelse hæver sig op mellem hende og verden. Langt inde i det bagerste mørke findes hun som en lille klump bleg kasseret kød. Kun suset af fravær mærkes. Ingen lyd.
Der er en hån til stede i rummet. En hån som bærer og omslutter hendes inderste mørke. En sidste grænsevagt med dødbringende iskolde øjne. En stemning, som hviler så tungt over kroppen, men som hjælper hende med ikke at mærke.
Hun bliver liggende. Langt borte er lyset som en lille stjerne. Forvrænget liv bevæger på sig. Et skrig tager til, men halsen er stoppet. Hun vil græde, men kroppen tillader kun en smerte omkring øjne og inderlår. Hun vil rejse sig, men tyngdekraften virker som den eneste brutale kraft i verden med det formål at holde hende naglet til gulvet. Allerlettest vil det være at give slip og lade bevidstheden være en tåge, der siver ud af alle kropsåbninger - bort, væk. En slukket krop i et mørkt og hånligt rum.
2. DEN DER SKAMMER SIG
Skammen rammer som et lyn. Et ord, et blik, en duft, en bevægelse. Skammen er smerten, der bevæger sig gennem hendes nervebaner med lynets hast. I en stor sammentrækning bliver kroppen til et ønske om usynlighed. Om at blive til vanddråber, der langsomt fordamper eller til en fjern galakse af svævende letvægtsmaterie. Kroppen er kød og og mærkes ikke. Forbindelsen er brudt og hun svæver tidløst rundt i de fjerneste egne af bevidstheden. I sine mange skjul. Kun gennem øjnene finder hun vej ud i verden. Da faren er drevet over og oprydningsarbejdet kan begynde.
3. SORGFULD
Den smukke sødmefulde sorg, som er kærlighedens skyggefulde søster. På en måde elsker hun sorgen. Som sin bedste og mest trofaste følgesvend. En kølig paraply på selv de smukkeste dage.
Sorgen er en kærlig påmindelse om at hun er og har været i live. At hun elsker. At livet handler om kærlighed.
Når hun følger sorgens strøm, sker den smukkeste forvandling. Når hun lader sorgen bevæge sig gennem de dele af kroppen, som elskede. Så får sorgen lov at blomstre og blive til de smukkeste planter og blomster og gevækster, som kun en elsker vil kunne genkende. Sorgen er for dem som elsker. Husk det. For dem som elsker.
FORSVARET
5. ANTENNERNE
6. PERFEKTIONSTEN
7. DEN TILPASSEDE
HELHEDEN
8. AT VISE GRÆNSER
Hun sprudler med sine grænser. Som en jonglør der har ilden i snor; som en radar der kaster elektroniske følere mod modstand.
Hun er ildjonglør med et intakt overvågningssystem. Systemet arbejder selv - hun er med sine grænser. Med sine snurrende ildringe om livet og et festfyrværkeri som paraplytisk værn. Inde bag snurreriet af ild og sværmende elektronik står hun. I rummet som er hendes. Som en sanset lettelse. Hende der svæver tilpas tungt.
9. GLÆDE
10. FRIHED
Hun balancerer på broen mellem håb og afvikling og kun vindens brise når hende til anklerne. Resten af kroppen pulserer så hårdt af liv, at intet andet opfattes. Øjnene er fæstnet mod den yderste grænse for åndedrag. Hjertets varme tapper lidt af den voldsomme energi og trækker en kærlig tråd gennem den krop som altid er.
Vær som vand og se dem, når de kommer. Vingerne af ren ånd. De kærlige blikke. Himlen, havet. Det bevidsthedsudvidende øjeblik. Føl ilden og energien. Dø lidt hver dag. Lad porten åbne sig ind mod alt det bag facaden. Forvent intet og vær som vand.
Comentários